Jeg har haft denne blog i mit hovede meget længe, men så tager den ene dag den anden og måske er jeg også i virkeligheden først nu klar til at skrive den.
Min barsel synger på sidste vers, det er på mange måder både forfærdeligt og fantastisk på én gang.
Det er forfærdeligt fordi jeg føler den er smulret mellem mine fingre, jeg starter før udløb og måske skulle jeg have givet mig selv den fulde tid til barsel. Min barsel blev på ingen måde som jeg forestillede mig den ville blive, jeg gik med et trylleslag fra at have overskud med overskud på, helt indtil 21. juli 2010 kl ca 12 - 13 stykker, til at blive mor med overtræk på underskuds kontoen.
Jeg har været på kaffebar - rigtig rigtig meget på kaffebar! Og alt imens jeg har skyllet den ene latte ned efter den anden i min postgravide krop, har verden udenfor bare ligesom kørt forbi mig. Dog har jeg været så meget på kaffebar at chefen for hele bixen nu er blevet min veninde - tak for det!
Jeg har ikke taget min tid til at komme tilbage i form, så det kæmper jeg med nu. Drømmen om at smide 30 kg er blevet til drømmen om at smide 23 kg....wuhu!
Jeg har siddet mange timer i en skøn mødregruppe, hvor der har været et fantastisk rum og luft til, at sige det der lige faldt mig ind. Det har nærmest ikke handlet om børn, men mere om de mennesker, der gemte sig bag det ydre - tak for det!
Idag åbnede jeg min mail og til min store glæde er der en kommentar på mit tidligere indlæg. Der er kommet en anden fantastisk dreng til verden med Struge-Weber. Jeg bliver glad, for nu findes der én i samme båd som mig, men jeg bliver også overvældet af den sorg jeg har været igennem og nu lever med og der opstår mange spørgsmål. Jeg kommer straks i tanke om en artikel jeg har fra ALT for damerne, som rammer så meget plet på mig og min barsel.
Velkommen til Holland - af Emily Kingsley, mor til handicappet barn.
At vente et barn er som at planlægge en drømmerejse til Italien. Du køber en masse rejse håndbøger og lægger eventyrlige planer. Colosseum, Michelangelo, det skæve tårn i Pisa, gondolerne i Venedig. Du øver dig i italiensk. Alt er meget spændende.
Efter måneders spændt og utålmodig forventning kommer endelig D-dag.
Du pakker dine kufferter og tager afsted. Adskillige timer senere lander maskinen. Stewarden kommer og siger: " Velkommen til Holland"
"HOLLAND" råber du. Hvad mener du med Holland. Jeg har bestilt en rejse til Italien! Jeg skal være i Italien! Hele mit liv har jeg drømt om at komme til Italien!
Men der er sket en forveksling af flyruterne. Du er landet i Holland, og der må du blive.
En vigtig ting at huske er, at de ikke har ført dig til et uhyggeligt, væmmeligt, uanstændigt sted, fuldt af epidemier, sult og sygdom. Nej, det er bare et sted, som er anderledes.
Så du må ud og købe nye rejsehåndbøger. Og du må lære et helt nyt sprog. Og du møder en helt ny slags mennesker, som du ikke tidligere har truffet på.
Det er som sagt et sted, der er anderledes. Tempoet her er langsommere end i Italien, ikke så pragtfuldt. Men efter at have været der et stykke tid, hvor du har trukket vejret og set dig om, så opdager du, at Holland har vindmøller. Holland har tulipaner, og Holland har tilmed Rembrandt.
Men alle, du kender, er optaget af at rejse til Italien og de praler af, hvilke vidunderlig tid de har haft i Italien.
Og måske siger du nu og da til dig selv: "Ja, det var der, jeg skulle hen, det var, hvad jeg havde palnlagt".
Men hvis du bruger dit liv på at sørge over den kendsgerning, at du ikke kom til Italien, så bliver du ikke fri til at værdsætte og nyde det helt specielle og virkelige vidunderlige Holland.
Det blev ikke som det skulle her hos mig, men det blev noget andet, som også er helt fantastisk.
Men jeg håber og tror faktisk også på at det bliver fantastisk at komme på job igen. At finde tilbage til noget af den Marianne jeg var før Villum. Heldigvis starter jeg ikke på fuldtid, men deltids arbejde og deltids barsel og første dag tilbage er på søndag, fantastisk!
Næste gang om Sturge-Weber syndrom - hvad er det, hvad indebærer det og hvordan fik Lille Ville sin diagnose - noget, som stadig undre mig sker i det danske velfærdssystem.
kh M
